Dansk-tysk samarbejde udfordrer vaner i pharma & medico
Sammen med tyske YAVEON er NORRIQ klar med et alternativ til de store etablerede it-løsninger, der i årevis har domineret i pharma-og medicoindustrien.
De mange små og mellemstore virksomheder i branchen knækker ofte nakken økonomisk og kompetencemæssigt i mødet med de klassiske full-size-løsninger, men får nu for første gang adgang til en fuldt valideret, cloudbaseret Microsoft-løsning, designet til deres behov.
Takket være samarbejdet med tyske YAVEON kan disse virksomheder nu etablere det nødvendige, validerede fundament under deres forretninger på en økonomisk og ressourcemæssigt overskuelig måde.
Som de første i Danmark kan NORRIQ tilbyde en brancheløsning baseret på den udbredte Microsoft Dynamics 365 Business Central-platform, som integrerer YAVEONS Pharma/Medico-løsning og dermed opfylder alle myndighedskrav, herunder blandt andet GAMP5, GMP, 21 CFR part 11 og mange flere. Løsningen, som kører i cloud, er et nybrud i den danske pharma- og medicoindustri, hvor de samme store (og meget dyre) løsninger fra en håndfuld faste leverandører dominerer. Den nye løsning er således forberedt til og meget nem at validere for virksomhederne.
Et sikkert og trygt alternativ
"Det er kutyme at vælge de samme løsninger fra de samme få leverandører uanset virksomhedernes størrelse og behov. Det relaterer sig naturligvis til den skrappe lovgivning, branchen er underlagt. Den medfører en naturlig forsigtighed, som gør, at man er tilbøjelig til at vælge de samme løsninger som alle andre, eller som man kender fra tidligere ansættelser," siger administrerende direktør i NORRIQ Bo Martinsen og fortsætter:
"Især de mindre virksomheder med strammere økonomi og mindre komplekse forretningsbehov kommer ofte til at skyde langt over målet ved at vælge en af de klassiske, store løsninger. De risikerer at binde en stor del af likviditeten i it frem for forskning og udvikling, som er deres levebrød. Hidtil har de ikke haft nogen sikre, validerede alternativer til de store, etablerede løsninger, men det er det, vi kommer med nu."
NORRIQ også kendt i Pharma & Medico
NORRIQ er selv en erfaren leverandør til pharma- og medicoindustrien, men har hidtil kun leveret brancheløsninger til fx økonomistyring samt lager og logistik, som ikke kræver validering. YAVEON derimod er specialister i validerede brancheløsninger og har over 16 års erfaring på feltet samt 200 pharma- og medicokunder på verdensplan. Det er kombinationen af NORRIQs dybe kompetencer inden for Microsoft Dynamics 365 Business Central og YAVEONs erfaring med validerede applikationer, der skaber det nye stærke branchealternativ.
"Vi anerkender fuldt ud de store etablerede løsningers berettigelse på markedet og har designet en åben løsning, der kan integreres med disse, når og hvis virksomhedsbehovene kræver dette. For de 500-600 mindre virksomheder i branchen giver det både økonomisk og ressourcemæssigt rigtig god mening at starte på vores mindre, mere brugervenlige platform, som er forberedt til alle de nødvendige valideringer," slutter Bo Martinsen.